Om EVINN projektet

Eventbaseret Innovation - et Interreg IVA projekt

Eventorganisering og eventtiltrækning er en massiv industri overalt i verden. Hver gang en stor idrætsbegivenhed løber af stablen, det være sig VM, EM, OL, ligger der traditionelt massive offentlige satsninger bag tiltrækning af begivenheden. Return on Investment for værtsbyen/regionen måles som oftest i turisme- og markedsføringsrelaterede parametre, såsom f.eks. værdi af PR, antal solgte hotelsenge og antal restaurantgæster under selve eventafviklingen.

I Skandinavien tiltrækkes og afvikles der hvert år både store og små sport events. Der er i det skandinaviske område særdeles gode kompetencer inden for eventorganisering, og der hersker en lang tradition for involvering af frivillige til at løfte de mange og komplekse praktiske eventopgaver. Dette har skabt en særdeles stærk eventtradition, som gør, at relativt små byer i et verdensperspektiv har kunnet matche store udenlandske konkurrenter.

Når en stor event afvikles i dag, er det dog primært de servicevirksomheder, der leverer overnatnings- logistik – og diverse cateringydelser, som har direkte gavn af ”at cirkus er i byen”. Projektet Eventbaseret Innovation, som er støttet af Interregionale EU midler i KASK programmet, har til formål at sætte fokus på et indtil videre uudnyttet potentiale for at bruge eventen til at målrette fremme af øvrige erhvervsmæssige vækstmuligheder for iværksættere og etablerede virksomheder i hele værtsregionen.

Visionen er at afprøve og fremvise en model for eventbaseret innovation, som vil øge Return on Investment for tiltrækning af eventen og skabe varige vækstmuligheder og blivende nytteværdi for regionens erhvervsliv. Omdrejningspunktet for projektet er overordnet at sætte fokus på, hvordan man kan bruge store sportevents som løftestang til at skabe nye rammer for innovation, iværksætteri og erhvervsmæssig vækst. Man kan enten bruge eventen - og den tilrejsende masseforsamling - som innovativ afprøvnings- og testplatform for nye produktidéer, eller til markedsføring eller lancering af nye produkter til en stor, ny aftagergruppe.

EVINN projektet vil afprøve modeller for disse innovationscirkler inden for seks temaområder: Produkter til turismeinformation, sportsremedier, public gaming, formidling af sportevents, eventorganisering og effekt- og innovationsprocesanalyse.

Her fortæller projektleder Klavs Madsen fra Aarhus Universitet om EVINN projektet: