Klimakamrenes historie

De nuværende Klimakamre blev bygget 1981/82? efter fremsynede forskere havde indset at det dengang meget mere primitive klimakammer ved det daværende Hygiejnisk Institut ikke levede op til tidens krav og behovet for at udføre eksperimentel forskning om Inde- og arbejdsmiljøet. Lektor, Ib Andersen, den senere leder af Arbejdsmiljøinstituttet var hovedmanden bag opbygningen.

Kammeret blev bygget som en bolig med et opholds- og et soverum i rustfrit stål samt toilet og baderum. Al lufttilførsel blev kontrolleret under et samlet ventilationssystem med mulighed for at overføre luften imellem enhederne, med fuld kontrol af temperaturen, kuldestråling, luftskiftet, luftfugtigheden og med mulighed tilsætning af luftforureninger i indblæsningen. Med det sidste blev kamrene også relevante for forskning i arbejdsmiljø påvirkninger og udeluftforureninger. Støttefunktionerne uden om selve kammeret var en række laboratorier, rum til instruktion af forsøgspersoner og

Tanken var at man skulle kunne invitere flere personer ind ad gangen og gennemføre eksperimenter med klimaforholdene over flere dage. En storslået vision, der dog blev umuliggjort af det praktiske og økonomiske. Det er ikke nemt at rekruttere frivillige til så langvarige forsøg og det er yderst vanskeligt at få dem finansieret af eksterne midler.

I stedet blev fokus rettet mod luftforureninger med Formaldehyd (1981), Toluen (1982-83) og n-Decan (1984) finansieret især af den daværende arbejdsmiljøfond især inspireret af den dengang stærke fokus på malersyndrom og dermed de organiske opløsningsmidler.

Efterfølgende rettede den internationale indemiljø forskning sig især mod de organiske dampe og gasser (VOC’er), hvilket medførte en række forsøg (19xx-19xx) med blandinger af disse VOC’er i et forhold, der forsøgte at afspejle fundene i danskernes boliger. Dette samarbejde førte til internationalt samarbejde med især amerikanske forskere på Yale, Harvard og UCLA samt den Amerikanske ’Miljøstyrelse’ EPA. Herunder fondsmidler fra sidstnævnte.

Parallelt med dette opstod en øget opmærksomhed om at kvælstofilte gasserne og ozon kendt fra udemiljøet i høj grad også kunne findes i indemiljøet og muligvis her kunne påvirke lungefunktionen hos beboerne.

Efter at Rådhus undersøgelsen (1989) indikerede at de oplevede gener i indemiljøet skyldtes husstøv blev strategien i gruppen rettet mod at dokumentere betydningen af almindeligt husstøv. Dette førte til studier af husstøvets effekter på luftveje, øjne og indførsel af en række nye tests for effekter i disse organer. Tårefilm stabilitet, næsens slimhindetykkelse og næse skylning for inflammationsmarkører. Studierne omfattede både støvets indhold og kombinationsvirkninger med andre eksponeringer som ozon.

Efter årtusindskiftet er en række andre emner kommet på banen hvor klimakammerets funktioner i form af stabile klimaforhold er blevet benyttet. Eksemplerne omfatter stråling fra mobiltelefoner, brænderøg, og helt aktuelt fx dampene fra e-cigaretter og betydningen af CO2 samt kropafdunstninger for skolebørns søvn og indlæringsevne. Derudover er der et begyndende samarbjede med instituttets idrætsforskere fx med simuleret højdetræning, træning under ekstreme temperatur- og fugtigthedsforhold.

I stort set alle forsøg har det nationale og internationale samarbejde både indenfor eksponering, eksponeringsmåling, forsøgsdesign, og effektmålingerne været af afgørende betydning for højkvlaitets eksponeringsstudier.

Selve kamrene og laboratorierne blev i 2015/16 en del af regeringens store satsning for renovering af forskningsinfrastrukturen og fremstår nu med nye styringssystemer etc. Som Europas absolutte bedste klima- og eksponeringskamre og står nu klar til nye og spændende projekter.

Billeder fra klimakamrenes historie