NyStart

I dette videnskabelige forsøg ønsker vi, at undersøge effekterne af at spise to forskellige typer morgenmad igennem 12 uger.

Om projektet

Baggrund

Det er uklart hvilken betydning morgenmad har for helbredet. Specielt mangler der viden om, hvorvidt typen af morgenmad spiller en rolle.

Derfor er formålet med forsøget, at undersøge effekten på krop og helbred af at spise forskellige typer morgenmad igennem 12 uger.

Forsøgsdesign

I projekt har vi brug for 100 utrænede 18-30 årige overvægtige kvinder, som ved lodtrækning bliver fordelt i 2 grupper:

· 50 kvinder, der skal spise morgenmad nr. 1 (Brød, marmelade og juice) i 12 uger

· 50 kvinder, der skal spise morgenmad nr. 2 (skyr og havregryn) i 12 uger

Morgenmaden udleveres gratis til forsøgsdeltagerne.

Forsøget kører ad flere omgange i hhv. efteråret 2020 og vinteren 2021.

For at undersøge betydningen af morgenmad for krop og helbred foretages en række målinger før, under og efter forsøgsperioden. Se yderligere beskrivelse nedenfor.

Forsøget er anmeldt via Universitets fællesanmeldelse til Datatilsynet og er godkendt af Region Midtjyllands Videnskabsetiske Komité (projekt-ID: 1-10-72-220-19). Personidentificerbare data beskyttes efter databeskyttelsesloven og sundhedsloven. Endvidere vil databeskyttelsesforordningen og alle regler vedrørende ”Good Clinical Practise” vil blive overholdt.

Morgenmad

Morgenmad nr. 1. Brød, marmelade og juice.
Morgenmad nr. 2. Skyr og havregryn

Begge morgenmåltider indeholder den samme mængde energi (kalorier), og morgenmaden skal indtages indenfor 2 timer efter du vågner.

Forsøget gennemføres og morgenmaden udleveres på enten Institut for Folkesundhed, Dalgas Avenue 4, 8000 Aarhus eller Institut for Idræt og Biomekanik, Campusvej 55, 5230 Odense M.

Målinger

Før og ved slutningen af forsøgsperioden måler vi højde, vægt og taljeomkreds, og der måles knogletæthed og kropssammensætning ved en DXA-scanning. Dernæst tages en blodprøve og der laves en glukosebelastningstest. Som det sidste på forsøgsdagene måles kondital og muskelstyrke. Derhjemme skal du inden testdagen opsamle en urinprøve og en afføringsprøve samt registrere din kost i 4 dage.

Midtvejs i forsøgsperioden måler vi højde, vægt og taljeomkreds samt tager en blodprøve, ligesom der skal afleveres en urin og en afføringsprøve og registreres kostindtag i 4 dage.

Krav til deltagelse

Deltagere til projektet vil blive rekrutteret via opslag på hjemmesider og sociale medier.

Du skal være 18-30-årig kvinde, have et BMI over 25 (vægt i kg/(højde i meter x højde i meter)

Du må ikke have eller være på:

  • Sygdomme eller medicinforbrug, der kan påvirke måleparametre
  • Diabetes
  • Fødevareallergi til mælk/gluten
  • Vægttab på mere end 5 kg det sidste halve år
  • Slankekur
  • Spiseforstyrrelse
  • Trænet mere end 1 timer om ugen de sidste 3 måneder (gælder ikke cykeltransport)
  • Mere end 70 km cykeltransport om ugen
  • Være gravid eller amme
  • Have svært ved at læse eller forstå dansk.

Resultater

Forsøgets resultater vil blive publiceret i videnskabelige tidsskrifter og via andre medier. Såvel positive som negative eller neutrale resultater vil blive offentliggjort.

Der vil gå nogle år, da det tager tid at analysere resultaterne. Vi må først offentliggøre resultaterne, når de er publiceret i videnskabelige tidsskrifter. Her på siden vil videnskabelige artikler og anden formidling blive listet, når resultaterne er offentliggjort.

Finansiering

Forskningsprojektet NyStart er støttet af Mejeribrugets Forskningsfond og Helsefonden. Morgenmadsproduktet Skyr er sponsoreret af Arla Amba.

Den projektansvarlige har ingen økonomiske interesser i projektets resultater eller økonomisk tilknytning til støttegiveren.