Nyt værktøj skal styrke evalueringen af organisatorisk sundhedskompetence
Hvordan kan vi blive bedre til at evaluere, hvad der faktisk virker, når organisationer arbejder med sundhedskompetence?
Det har vi undersøgt sammen med kolleger fra Danmark og Belgien. Resultatet er nu publiceret i BMC Public Health i en ny artikel om OHL-COD (Organizational Health Literacy Core Outcome Domains).
15 centrale områder giver et fælles grundlag
OHL-COD identificerer 15 centrale områder, som kan bruges som et fælles grundlag for at evaluere indsatser, der skal styrke organisationers sundhedskompetence.
Værktøjet skal blandt andet gøre det lettere at skabe et fælles sprog for, hvad der måles, når organisatorisk sundhedskompetence evalueres. Samtidig kan det bidrage til bedre muligheder for at sammenligne resultater på tværs af forskellige indsatser og kontekster.
Det er et vigtigt skridt mod at skabe mere systematisk viden om, hvordan organisationer kan udvikle deres evne til at imødekomme menneskers forskellige forudsætninger for at forstå, finde og anvende sundhedsinformation.
Fra gode intentioner til systematisk viden
Arbejdet med organisatorisk sundhedskompetence handler ikke kun om at udvikle nye indsatser. Det er også afgørende at kunne undersøge, om indsatserne virker, og på hvilke områder.
Med OHL-COD får forskere og praktikere et fælles udgangspunkt for arbejdet. Det kan på længere sigt styrke både evalueringen og udviklingen af indsatser, der skal gøre organisationer mere sundhedskompetente og dermed bedre i stand til at understøtte sundhed og lighed i sundhed.
Læs artiklen her: “Developing core outcome domains (OHL-COD) for evaluating organizational health literacy responsiveness interventions”