Institut for Folkesundhed

Tips til at komme i gang

Tipsene nedenfor kan hjælpe forskere med at komme i gang med at bruge PPI i deres forskningsprojekter; find mere vejledning og undervisning på eksempelvis https://www.invo.org.uk/:  

1. Mentorordning, supervision, samarbejde

Invitér en sundhedsvidenskabelig forsker eller en ekspert i patientinvolvering til at være en del af dit projekt eller som mentor for din karriereudvikling. På den måde kan du få kvalificeret vejledning til dit projekt i forhold til valg af forskningsdesign, metode og praksis. Det er med til at sikre, at dit projekt udvikler relevant evidens og resultater med fokus på patientinvolvering.

2. Projektgruppe

Gør brug af personer, der har erfaring med at inddrage patienter i forskningsprocessen og/eller har erfaring inden for den sundhedsmæssige kontekst, du undersøger i dit projekt, og invitér dem til at være en del af din projektgruppe. Formålet med gruppen er at give feedback på dit forskningsspørgsmål, dit forskningsdesign, materiale og resultater - i de forskellige stadier af forskningsprocessen. Du kan inddrage forskellige personer på forskellige stadier i dit projekt. Nogle projekter anvender små fokusgrupper, hvor alle deltagerne kommenterer samtidig på materiale, mens andre bruger personerne til at kommentere individuelt.

3. Styregruppemedlem

Du kan invitere en person til at være medlem af styregruppen i dit projekt og dermed involvere vedkommende i beslutninger om forskningsdesign og andre processer i dit projekt. Det bør tilstræbes, at denne repræsentant har erfaring med det undersøgte sundhedsproblem, behandlingsregimer eller behandlingsmuligheder, i kraft af at have været pårørende eller tidligere patient. Repræsentantens rolle er således også at bringe sit eget perspektiv i spil, når der gives feedback på forskningsprocessen samt resultaternes validitet.

4. Studiedesign og metoder

Overvej at gennemføre en undersøgelse, som kan frembringe evidens omkring patientoplevelser af det undersøgte sundhedsproblem. Eksempler kunne være at udføre en analyse af rutinemæssigt indsamlede data til at synliggøre anvendelse i praksis, et systematisk review af tidligere indsamlede data om patientoplevelser, eller kvalitative undersøgelser, som kan frembringe viden om patienters oplevelser og erfaringer

5. Tilknytning til ResCenPI

Flere end 80 forskere er tilknyttet ResCenPI og de repræsenterer tværfaglig ekspertviden på tværs af sundheds- og forskningsmiljøer i forhold til at udvikle, implementere og evaluere patientfokuserede interventioner. Forskerne kan rådgive og supervisere på projekter, som en del af deres karriereudvikling.